Project Description
Medlem
Anne
Vilsbøll
Født: 1951, optaget i klubben 20xx
Profession: billedkunstner og forfatter
Jeg er billedkunstner, forfatter og kuraterer ind imellem udstillinger. Mit speciale er håndlavet papir som kunstnerisk udtryksmiddel. At kunne fremstille sit eget papir, og at det, man trykker og tegner på, er lige så vigtigt som tegnet, lærte jeg på Suny, Paper and Prints, NY.
I de sidste 40 år har jeg rejst for at studere og arbejde de steder, hvor der stadig fremstilles håndlavet papir: papirmøller i Europa og i Østen: sejlet på floder for at opsøge fjernt beliggende papirlandsbyer i Kina, kørt 3000 km fra nord til syd i Japan, arbejdet på papirmøller i Philippinerne, Thailand, Nepal, opsøgt – på oksekærere – bladguldshamrere i Mandalay i Burma, arbejdet med de indfødte i Zimbabwe og indsamlet rhino dung i Sydafrika; draget afsted med maorierne i New Zealand for at samle planter, opsøgt aboriginals i Australien, indianere i Mexico og arbejdet på papirmøller i Buenos Aires og i Indien. Alle steder har jeg lært, at papirets historie afspejler det pågældende lands historie, og at det er et område, der indeholder alle aspekter: både historiske, biologiske, geografiske, kemiske, æstetiske og kulturhistoriske.
Jeg blev efterhånden udrustet til at skrive bøger for Borgens Forlag og artikler om det håndlavede papir som kunstnerisk udtryksform og undervise som gæstekunstner på kunstakademier, designskoler i Skandinavien og afholde kurser. Var redaktør og sidenhen præsident for IAPMA – the international asociation for paper artists and hand papermakers, som jeg var med til at grundlægge på Leopold Hoesch museet i Düren udenfor Köln. – Indtil år 2000, hvor jeg købte to ruiner i Frankrig og koncentrerede mig om mine egne værker.
Rejser bliver nu foretaget fortrinsvis til Indien, hvor jeg erhvervede et palads i Udaipur, Rajasthan, i 2001, og indrettede dette som et artist in residence sted. Her arbejder jeg med kunsthåndværkere og kunstnere i forbindelse med projekter. Jeg holder foredrag på universiteter og museer og tager til NY eller Barcelona for at lave kunstprojekter med andre kunstnere. I 2019 flyttede jeg base fra Frankrig til Gilleleje, hvor jeg har indrettet et Papirakademi, som nu fungerer som et mødested for kunst og mennesker med interesse i håndlavet papir.
Anne Vilsbøll
Links:
www.annevilsboll.com
www.paperacademy.dk
www.makanne.dk