Line Friis Fredriksen

Profession; biolog, forfatter, tv-vært, foredragsholder, markedsejer, hustru – og mor
Optaget i klubben: 2014

Født: 1976
Hjemmeside: www.linefriisfrederiksen.dk

For mig ligger eventyret i at opsøge det særegne, det udfordrende, det skæve. Om det er på høje sneklædte bjerge, i pulserende storbyer, i frodige regnskove eller med tømmermænd i en bus på Møn – eventyr findes overalt.

Jeg har jagtet krybskytter i Indonesien, kørt hundeslæde på den grønlandske indlandsis, været i praktik hos FN i New York, set floddelfiner på Ganges, fanget piratfisk dybt i Amazonas, besteget sneklædte bjerge i Alaska og opsøgt små fiskemarkeder i Marokko.

Jeg har haft eventyrlige morgener på den rumænske del af Donau og våde aftener i Skotland. Men jeg har også fundet masser af eventyr på cykelture i Danmark, vandreture i Sverige og Norge, på en markedsplads udenfor Esbjerg og på de tyske motorveje. Jeg har undervejs frosset som en i pokker, været ved at dø af skræk, lært at bruge en tissetragt, kæmpet med alt hvad jeg havde i mig og skreget af fryd.

Og jeg har mødt så mange utrolige mennesker, som har skabt stærke og dybe minder i mit sind;  Man kan kende nogle mennesker i lang tid, uden at de får stor betydning for én, og så kan man møde mennesker, som man kun kender et kort øjeblik, et splitsekund, men som borer sig ind i hjertet og tankerne og for altid efterlader sig spor.

Tidligere elskede jeg mest at rejse alene. At være fri i handling og tanke. Men nu har jeg fået verdens to dejligste drenge – og en ekstra i tilgift fra min mand. Så nu føles eventyret kun helt ægte, når jeg deler det med dem. De skal også opdage, at verden er det dejligste eventyr.