Stilling: Direktøs
Optaget i klubben: 2007
Siden min mor satte mig op foran hende, på sin motorcykel, da jeg var et år gammel har der været motorolie i mit blod. De 200.000 km på tohjul er vist blevet rundet, mange af dem tilbagelagt som barn på lange rejser til fjerne lande med mine forældre, Hjalte Tin og Nina Rasmussen, og med Emil, min bror.
Siden jeg blev gammel nok til at køre selv, har jeg rejst på egen motorcykel gennem Mexico, Vietnam, Mongoliet, Cuba, Chiles Atacama ørken og senest alene gennem Sydvest USA’s ørkener. Efter syv måneder på vejen er jeg hverken træt af ørkener eller motorcykler.
Seks måneder i Indien som attenårig og Kina på egen hånd har også gjort indtryk. England, Spanien og Tyskland har været hjemmeadresse i perioder.
Uddannet KaosPilot i Århus 2004, og er i dag direktøs i Moto Mundo, det motorcykel-rejse firma jeg har sammen med min far. Før det gik jeg på kunstskoler i England, Sydafrika og Danmark, og
jeg elsker stadig at tegne, sy, bygge ting og tage billeder.
Når jeg rejser, tænker jeg mest på at have godt flow, rejse langsomt og komme med et åbent sind. Folk spørger om jeg er bange for at rejse alene på motorcykel? Det er jeg nogen gange, og det er fint at øve sig i at være modig. Og især synes jeg at det er stort at opleve hvor meget man belønnes for at have tillid til andre folk og til at ting ordner sig.