Profession: Sygeplejerske, laborant, massør, aromaterapeut, zoneterapeut og selvstændig alternativ behandler

Optaget i klubben: 1991

Født 1938

Der siges at være et specielt eventyrgen i min familie. En farbror kunne
fortælle hårrejsende historier fra sin tid som ekspeditionsdeltager hos
grønlandsfareren Knud Rasmussen, og jeg var den der slugte det hele
råt, imens en stærk utålmodighed efter at afprøve verden meldte sig.
Fra sidst i 60’erne var det årlige vandreture i det nordlige Sverige, Norge og
Finland, der trak. Senere var et langt ophold som hjælpearbejder i det sydøstlige Tanzania (1985) med til yderligere at stimulere min udlængsel.
Siden har den udefinerbare rejsetrang meldt sig med regulære
mellemrum. Typisk kan det være en artikel, en tv-udsendelse eller et
foredrag der åbner sluserne, eller som tilfældet var engang, en bemærkning om flygtningelejre i Afghanistan. En måned senere befandt jeg mig faktisk i det
krigshærdede land, og jeg tror det er den oplevelse der, alt lige, har sat
sine dybeste spor. Lader jeg tankerne gå tilbage, mindes jeg især de
strabadsfyldte rejser gennem Sovjet og hele Fjernøsten (1991-92), hvor intet på forhånd var planlagt og hvor hver overnatning skete i private hjem.
Sovjetunionen faldt fra hinanden, mens jeg intetanende bevægede mig mod øst gennem Sibirien til Magadan, den yderste post i det mægtige rige. Det viste sig, at min ledsager og jeg var de allerførste fremmede besøgende efter en lille åbning mod vest, og der blev passet særdeles godt på os. Dagens tilbud var formedelst 2 pakker cigaretter, en helikoptertur ind over de russiske Gulag fangelejre på kig efter bjørne og krybskytter. Piloten ville dog ikke lette, før han havde anbragt en faldskærm på ryggen af mig – sådan bare for en sikkerheds skyld. Burma er jeg stærkt fascineret af efter to gennemrejser (1996-2000). Jeg er helt parat til et tredje-fjerde-femte besøg.
Klosterophold i Tai-Xan bjergene i Kina, Tibet, Indonesien, Guatemala, Vietnam og Skåne – alle mine rejser har på hver deres måde været eventyrlige. Som jeg ser det, er der gået en rød tråd gennem
min tilværelse som eventyrer. Ordet lyder, at jeg mere man rejser, des mindre får man sin rejselyst styret. Dette kan jeg fuldt tilslutte mig. Når jeg vender hjem fra en fantastisk rejse, er der kun ét at gøre: Begynde at glæde sig til den næste.